Denne opskrift er en gammel kending fra Mexico, som jeg har tilpasset lidt. I denne version bruger jeg chorizo sammen med kartoffel, men man kan også bruge alt muligt andet kød og egentligt også grønsager. Faktisk endte resten af vores oksesteg fra nytårsaften også sammen med kartofler på en pande og røg i en tortilla. Min kæreste konstaterede drillende, at det vist var blevet en biksemadstaco. Selvom jeg blev lidt småfornærmet over titlen, har han jo alligevel ret. Skidt med det, – jeg elsker både tacos og biksemad. What’s not to like? Konklusionen er altså, at det egentligt kun er fantasien, der sætter grænser for hvilken variant af tacoen, man laver. Dog synes jeg, at det er vigtigt at sørge for rigeligt med smag. Netop derfor passer chorizoen ufatteligt godt i retten, da den sammen med krydderierne giver en kraftigt grund smag. Hvis jeg skulle lave en grønsagsvariant, ville jeg derfor vælge f.eks. peberfrugt, da dens smag jo bliver kraftigt og karakteristisk, når den steges.
Jeg serverer denne taco med masser af frisk koriander, lime og guacamole. For opskrift på guacamole se sidst i indlægget.
Tacos med chorizo og kartoffel (4-5 tacos)
5-6 kogte kartofler (medium str.)
1/3 chorizo pølse
1 frisk chili (eller så meget du har lyst til. Den kan også helt undlades. Det gør jeg, når min datter på 15 mrd. spiser med)
1 tsk. røget paprika
1 spsk. oregano
Olie til stegning
Salt og peber
Tortillas (Selvom jeg elsker majstortillas, kan jeg altså også vældig godt lide dem af fuldkorn eller hvede)
Fremgangsmåde
Skær chorizoen i små ten og steg den på en varm pande i lidt olie. Hak chilien og tilsæt den. Skær kartoflerne ud som til brasede kartofler og tilsæt dem på panden, når chorizoen har taget lidt farve. Lad kartoffel og chorizo stege videre ved middelvarme og tilsæt krydderierne. Smag til med salt og peber. Når kartoflerne har fået en let skorpe er blandingen færdig.
Varm et par tortillas og fyld dem med kartoffelblandingen. Server dine tacos med chorizo og kartoffel med guacamole.
Find opskriften på en lækker og klassisk mexicansk guacamole her.
¡Buen provecho!