Det er snart min bedste venindes fødselsdag. Hun er ligeså vild med Mexico og mexicansk mad, som jeg er. Naja bor i København, men kommer på besøg hos mig weekenden efter sin fødselsdag. Min kæreste har lovet at bage en kagemand til hende, for han bager nemlig verdens bedste kagemand. Ligemeget hvilke flotte og fancy kager jeg ser, vælger jeg altid min kærestes kagemand, når jeg har fødselsdag. Så sådan en skal Naja også have. Siden min veninde nu også er vild med mexicansk mad, er det kun på sin plads at serverer det som hovedret. Jeg har fundet inspiration til Ko i chili og chokolade salsa i en kogebog jeg har stående på hylden, men har byttet lidt ud, justeret mængden og tilføjet nye ingredienser. Resultatet blev ret lækkert. Salsaen er meget fyldig og kraftig i sin smag. Både af chili, krydderier og selvfølgelig chokolade. Jeg er sikker på at det bliver til Najas store begjestring at salsaen smager lidt af mole poblano. Det elsker hun nemlig. Jeg ved ikke om det også bliver til en forret. Det kunne det godt. Måske ceviche som også står højt på min kære venindes liste over ynglingsmad.
Til salsaen brugte jeg tørrede ancho chilier. Det er vigtigt ikke at springe over her ved at bytte dem ud med nogle friske chilier nede fra supermarkedet i den blandede pakke med grønne og røde. Anchochilien har en bestemt smag som selvfølgelig har indflydelse på hvordan den færdige salsa kommer til at smage. Hvis du er på barbund kan jeg anbefale dig at handle dem hos coolchile. Det er en engelsk webshop, der sælger fantastiske sager fra det mexicanske køkken. De både producerer (salsaer, tortillas) produkter og sælger produkter direkte fra Mexico. Kvaliteten er høj og det går hurtigt med at levere.
Jeg spiste ko i chili og chokolade salsa som fyld i tortillas med rå løg, avocado, lidt creme fraiche, lime og frisk koriander. Det var hvedetortillas, der fungerede godt. Måske en gang vil jeg dog prøve med majstortillas, da den kraftige smag i salsaen helt klart vil passe perfekt hertil. Hvis ikke man vil spise salsaen sammen med tortillas vil den også fungerer godt med quinoa, amarath eller ris. Kødet behøver heller ikke være ko. Det kunne lige så godt være gris. Det skal bare være en udskæring som ikke bliver tør af at stå længe og simre i salsaen.
NB: Jeg har senere lavet Ko i chili og chokolade salsa med oksekød som jeg først stegte i ovnen ligesom jeg gjorde da jeg lavede tacos med carnitas. Jeg trevlede efterfølgende kødet og blandede det med salsaen. Det fungerede vildt godt og er sådan jeg vil gøre det fremadrettet. Jeg nu også prøvet salsaen med majstortillas. Helt klart meget bedre end med hvedetortillas.
Ko i chili og chokolade salsa (6-8 personer)
Chilipasta
4 tørrede ancho chilier
1 lille løg
3 fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
5 peberkorn
1 laurbærblad
1 tsk stødt koriander
2 dl. vand
1 tsk oregano
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 spsk eddike
Til resten af salsaen
1 kg ko eller gris. En udskæring som er beregnet til at simre i langtid. Skal skæres i tern af 1×1 cm.
Olie til stegning
1 løg
1 dåse tomat
1 øl
2 dl. vand
30 g. mørk chokolade
3 spsk. agavesirup
Salt og peber
Fremgangsmåde
Opskriften begyndes med at man laver en chilipasta, der bliver basen i salsaen. Start med de tørrede chilier. Klip dem op og fjern alle kernerne. Varm dem derefter op på en pande. Det er vigtigt at du ikke bruger olie. Chilien skal nemlig ikke steges, men varmes op. Panden må ikke være varmere end at du kan trykke chilierne ned med fingerne. De skal have på begge sider. Når chilierne begynder at dufte er de færdige. Lad efterfølgende chilierne trække i en skål med varmt vand i ca. 20 minutter.
Varm hvidløgene og løget op på panden. Skallen må gerne blive lidt brændt på dem. Rist efterfølgende stødt spidskommen, peberkorn, laurbærblad og stødt koriander på panden til de dufter. Pil hvidløgene og løg og tilføj dem sammen med krydderier, anchochilierne samt resten af ingredienserne til chilipastaen i en blender og blend det hele til en pasta.
Varm olien op og steg kødet, så det får en stegeoverflade. Tag kødet af og steg løgene til de er blanke. Tilsæt atter kødet i gryden sammen med chilipastaen. Tilsæt tomat, øl og vand og lad retten simre i to timer. Efter to timer tilsættes chokoladen og salsaen smages til med agavesirup, salt og peber.
Server ko i chili og chokolade salsa i lune tortillas med rå (eller syltede rødløg), frisk koriander og avocado skiver.
¡Buen provecho!