Syltede rødløg

1-rødløg3

Noget af det allermest lækre tilbehør man kan få til en rygende varm taco er syltede rødløg. Alt efter hvor meget sukker man tilsætter sin lage kan løgene tilføre sødme eller et syrligt pift. De er super lette at lave, og de kan holde sig i ca. en måned i køleskabet. Udover at smage fantastisk til mexicansk mad, kan de også sagtens bruges til alt muligt andet mad. Vi bruger dem til brasede kartofler, på rugbrødder, ovenpå hotdogs, til diverse kødretter og til omeletter. Vi bruger egentligt bare de syltede rødløg på præcis samme måde, som man bruger andre syltesager.

Gennem syltningen bliver løgenes røde farve endnu mere intens og tydelig, så de er også vældig dekorative på middagsbordet og tager kegler ved gæster.

¡Buen provecho!

Syltede rødløg (giver en et stort sylteglas)

3 rødløg (medium str.)

6 dl klar eddike

1,2 dl sukker

2 tsk. hele peberkorn

4 (friske) laurbærblade

Fremgangsmåde

Gør et stort sylteglas og låg klar ved at skolde dem. Ved skoldningen kan man evt. hælde lidt atamon i glasset. Det er dog bestemt ikke en nødvendighed. Vend det på hovedet mod et rent viskestykke. Glasset jeg brugte er på 850 ml.

Kog eddiken op i en gryde og opløs sukkeret deri. Skræl løgene og skær dem i tynde skiver. Fyld løgene med peberkorn og laurbærblade i glasset. Det må gerne være proppet godt. Hæld til sidste sukker-eddike blanding i og luk glasset til.

Jeg kan godt lide, at de syltede rødløg har en lidt mere syrlig smag, så hvis du gerne vil have en lidt sødere smag frem, skal du måske tilsætte lidt mere sukker end jeg har angivet. Det bedste er at smage lagen til undervejs og justere til med sukker.

Efter åbning opbevares glasset i køleskabet. De syltede rødløg holder sig flotte en måned, men begynder derefter at falme. Selvom de mister farven, kan de dog stadig sagtens spises.

syltede rødløg

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *