Grøn tomatillo salsa

Grøn tomatillo salsa

Som en del af et måltid i Mexico er salsaen uundgåelig. I mit hjem havde vi altid to skåle stående på middagsbordet med frisklavet salsa. Som oftest var det udgaver af de to helt klassiske; den røde og den grønne. Salsa kommer i et utal af variationer og farver så udover rød og grøn er der f.eks. også gule og brune salsaer. Der er stor forskel på deres smag afhængig af hvilken chili der er brugt og om salsaen er rå eller tilberedt. Der findes desuden en hel del regionale salsaer i Mexico, så smagen varierer også fra stat til stat.

En udgave af den klassiske grønne er en salsa lavet med tomatillos. Tomatillos er en frugt, der ligner tomater og derfor ofte bliver forvekslet med grønne tomater. Til salsaen bruger man frugten mens den stadig er umoden (deraf den grønne farve). Den grønne tomatillo har en let syrlig og frisk smag, som bliver mere sød når frugten bliver gul og er modnet. I Mexico laver man salsaen med friske tomatilloer, men de er sværere at få i Danmark. Jeg bruger derfor dem på dåse. De kan købes hos mange etniske grønthandlere.

Grøn tomatillo salsa kan bruges til alt fra tacos og kødretter til omeletter og grønsager. Den holder sig fint en uge i køleskabet. Man kan også varme salsaen let op og bruge den som “sauce” på korteletter eller kylling.

¡Buen provecho!

Grøn tomatillo salsa

Grøn tomatillo salsa (bliver til godt 1/2 liter)

14 tomatillos (svarer til en stor dåse fra La Costeña)

1/2 løg

1 fed hvidløg

2 grønne chilier (jeg bruger friske jalapeñoer)

Et bundt korriander

Fremgangsmåde

Hæld tomailloerne i en blender. Pil løg og hvidløg og tilføj det sammen chilierne og 2/3 af korianderen i en blender. Afhængig af hvor stærk man ønsker sin salsa skal man fjerne kernerne fra chilierne. Blend grønsagerne til de har en lind konsistens. Hæld salsaen op i en skål. Hak den sidste 1/3 af korianderen i hånden og tilsæt til salsaen. Gem lidt til at toppe med som pynt. Lad salsaen trække 30 min. før servering.

Grøn tomatillo salsa

 

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *